De andre i familien.
Vi er ikke en stor familie. Herunder kan du se hvem vi er |
|
![]() |
Noah og Camilla. |
![]() |
Bjørn og Anne. |
![]() |
Merry. Min kære søster fra Maribo. Hun er min støtte nu og har altid været der, når der har været behov for en snak og et kram. Dejligt. Hun er nu pensionist, men for hulen hvor har hun travlt og hvor rejser hun meget. Men det er godt nok, for der skal ske noget i livet. Det er for sent før du aner. Merry er mor til Kristoffer som kommer herunder. |
![]() |
Kristoffer. |
![]() |
Jan. Erik og Christian - ære være derets minde var sønner af Jan, men de døde i 2008. Herudover har han sønnen Rene Buch og sønnen Eik Daniel Bianco. Rene bor i København - Eik bor i Grønland. De to andre billeder er Jans børnebørn William og Phillip. Deres far er Rene og mor Kathrine Lange. De bor i København
|
![]() |
Torben "Min amerikanske bror" - Torben er far til Noah biologisk, hvor jeg føler mig som den psykiske far. Torben flyttede med Noah og Margit til Bogø i 1976, men i 78 tog han tilbage til USA og jeg kom ind i billedet da Noah var 2½ år og har set ham vokse op. Torben kom på besøg et par gange om året de første år og han havde vist også fortrudt, men det var for sent. Det snakkede vi om dengang og vi blev enige om at så var det sådan og at vi lige så godt kunne gøre det sammen som det nu kunne falde ud. Vi "blandede blod" - ikke rigtigt men mentalt og sådan er Noah vokset op med to fædre. Torben har fulgt os jævnt gennem årene og han ringede også forleden og trøstede mig i min svære stund. Så han skal med her på siden.
|
![]() |
Karin og Wolfgang En gang for ca. 15 år siden dukkede Karin op i mit liv. Hun var dengang 55 år og kom og sagde, at vi var søskende. Hun bor sammen med Wolfi i Görlitz, som ligger i det gamle Østtyskland. Hun er miskendeligt af samme æt som os og det er min far Thorvald Paul Julius Buch, som lavede hende i 43 under krigen, hvor han arbejdede på restaurationsvognenen for Mitropa. Her mødte han en togstewardesser og de må have trængt til noget trøst i livet og fandt hinanden en stund under de slemme år. Karin har ikke kunne komme ud og lede efter sit ophav under kommunismen, men senere lykkedes det hende så, via kirkebøger, præster m.v. at finde os. Det er jo ikke sporløs om igen, for jeg synes det er mærkeligt, men vi snakker da sammen i telefon, på facebook etc. Jeg har også besøgt hende en gang. Her så jeg en postkvittering med min fars underskrift, og det var den. Det har været hendes kendskab til sin far igennem 55 år. Hun vidste det - jeg vidste det ikke. |
Jeg kunne også have bragt billede af min afdøde kone Margit. Det har jeg valgt ikke at gøre, hun må "leve" i tankerne og i de stunder hvor jeg mindes. Ofte cykler jeg forbi stedet, hvor vi "søsatte" hende. |